05
2019Ricoh GRIII
Jeg har haft lejlighed til at efterprøve om alle lovprisningerne af dette lille kompakte kamera er sande. Grunden hertil er at jeg efterhånden er megatræt af mobiltelefonpixler. Mobilbilleder bliver bedre og bedre. Helt sikkert. Men får du filen ind i Photoshop så bliver du hurtigt begrænset. Zoomer man ind på pixlerne så bliver man sgu lidt trist.
Jeg havde tidligere den første analoge udgave af dette kamera tilbage i 90’erne. Det var et helt enkelt kamera med en fast brændvidde på 28mm og en lysstyrke på blænde 2,8.
Kameraet:
Konceptet er i dag det samme. Fast brændvidde på 18,3mm. Det giver samme billedvinkel som dengang. Sensoren er APS-C (23.5 x 15.6 mm). Meget lille og let kamera. Det kan næsten passe i enhver lomme. Det vejer kun 257gram. Så det er det kamera man kan have med OVERALT. Det er støbt i en magnesiumlegering som gør det stærkt, let og lækkert. Det er klart at med en fast brændvidde på 28mm (en pæn vidvinkel) så er det alle de billeder hvor man ville anvende tele der ikke tages. For mit vedkommende er det ikke ofte. Jeg kan godt lide billedvinklen, og være lidt tæt på mine motiver.
Billedkvaliteten
Jeg fremkalder de rå filer i Capture One som jeg plejer. Her bliver man virkelig glædeligt overrasket. Der er ikke noget lowpassfilter på sensoren så objektivets skarphed går lige direkte i pixlerne. Sensoren er 14 bit, 24Mpix, der ikke producerer nævneværdigt støj. Kæmpe dynamisk omfang, som gør jeg kan lægge skyggen efter behov. Filkvaliteten er ikke langt fra et Nikon hvad angår renhed og dynamisk omfang.
Ydermere er der vibrationreduction på sensoren som virker. Det betyder at jeg kan gå længere ned i lukkertid under dårlige lysforhold. Objektivet er sagnomspunden. Det er kernen i kameraet og har været det siden den første model. Det er skarpt. Som i rigtigt skarpt. Ikke noget med at lægge elektronisk skarphed på bagefter. Nej her er den ægte vare. Helt enkel skarphed der er over hele billedplanet. Fotograferer man på fuldblænde er fokuseringen så præcis at den begrænsede dybdeskarphed tydeligt ses. Selv på denne 18mm.
Betjeningen
Det kan man altid diskutere. Jeg vænnede mig hurtigt til at bruge blændeforvalg. Jeg vælger blænden med det forreste hjul og eksponeringen korrigerer jeg så efter behov på det bagerste hjul. Meget enkelt. Der er knapper man kan tildele funktioner efter eget valg. Jeg ville nok putte ISO på én af dem. Man skal ikke være bekymret over høj iso på kameraet. Fra de glade filmdage har jeg en vis træghed med at øge isoindstillingen når jeg fotograferer. Det arbejder jeg med at blive bedre til. For med de moderne gode kameraer vi har i dag er konsekvenserne heraf begrænsede.
Kameraet starter hurtigt op når det tændes og fokusering foregår ligeledes hurtigt. Skærmen er trykfølsom, så det er hurtigt at flytte fokus undervejs hvis det ikke er det rigtige ansigt ansigtsgenkendelsen vælger. Så det er en perfekt rejsekammerat. Lige til lommen. Man lader kameraet med et USB-c kabel. Det fungerer fint. Nemt i bilen lige at sætte det til. Eneste lille anke kunne være at batteriet måske er lidt vel lille. Jeg tror godt det kan tømmes på en aktiv dag. Men så må man have en powerbank med eller et ekstra batteri
Der er et helt comunity omkring kameraet. Det forstår man godt. For man bliver hurtigt begejstret når man fotograferer med det. Det er enkelt at bruge og man ved billedkvaliteten er i top. Så man kan rette sin fulde opmærksomhed på motivet. Sådan skal dét være. Fotograferingen bliver lidt en leg igen😀.
Links:
https://www.dpreview.com/reviews/ricoh-gr-iii
http://www.ricoh-imaging.co.jp/english/products/gr_special/story.html
https://www.dpreview.com/opinion/2665057949/gear-of-the-year-barney-s-choice-part-1-ricoh-gr-iii